Nyborg skyder sommeren ind
4. maj 2023
Dagsprogram
Traditionen tro skyder vi sommeren ind i Nyborg – aftenen før Storbededag. Det gør vi med hveder, kanoner og et særligt fokus på Danmarks befrielse. Se hele programmet nedenfor.
Vi har sammensat et spændende program på Torvet, i kirken og på volden. Der er sjove børneaktiviteter, Liturgisk andagt i Vor Frue Kirke, mulighed for at købe varme hveder og selvfølgelig fællessang og salutering på Dronningens Bastion.
Som noget nyt markerer vi også Danmarks befrielse denne aften. Fra kl. 17-20 vil der derfor være en række særlige aktiviteter på, der knytter sig til Danmarks befrielse herunder byvandring med fokus på 2. verdenskrig og filmvisning på Tinghuset. I år er det 80-året for ‘jødeaktionen’ i Danmark, og det vil lektor i samtidshistorie, Therkel Stræde, fortælle meget mere om i et spændende foredrag på Torvet.
Nyborg skyder sommeren ind med et ordentligt brag torsdag d. 4. maj fra 17 – 21.
Foredrag ved Therkel Stræde - 1943: Da jødeforfølgelsen kom til Danmark - og Østfyn
Ved Folketingsvalget i marts 1943 så alt ret fredeligt ud i det tyskbesatte Danmark, men i august skyllede oprørets bølge gennem de danske – og fynske – provinsbyer, og tvang regeringen til at træde tilbage. Tysk repression fulgte med undtagelsestilstand, internering af danske soldater og jødeforfølgelse.
Fyn blev hårdt ramt: Hele 60 jøder blev deporteret fra øen til Theresienstadt. Mange østfynske familier havde taget jødiske flygtninge fra Tyskland til sig – voksne og teenagere. Hvordan gik det jøderne, da nazisterne slog til?
I 80-året for ’jødeaktionen’ og deportationen vil Therkel Stræde give et overblik over skæbneåret 1943 og diskutere, hvorfor det – trods mange gode viljer – gik så galt, da jødeforfølgelsen ramte Fyn.
Therkel Stræde er lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense med speciale i Tyskland, nazismen og Holocaust. Han har publiceret bøger og artikler om nazismens historie og besættelsestiden og leder i dag projektet THERESIENSTADT: TOPOGRAFI OG ERINDRING
Dagsprogram (med forbehold for ændringer)
17.00 Velkommen til 4. maj
17-20 Børneaktiviteter på Torvet
17-20 Mød Snublesten Fyn, der fortæller om deres arbejde med at lægge Snublesten for krigens faldende modstandsfolk.
17-20 Varme hveder og kaffe kan købes på Torvet
17-18 Foredrag med Therkel Stræde; 1943: Da jødeforfølgelsen kom til Danmark – og Østfyn. (Torvet)
18-19 Byvandring med fokus på 2. verdenskrig og Nyborgs jøder. Varighed én time. Mødested på Torvet
18.15 Folkedans på Torvet. Prøv også selv at træde dansen
19.00 Filmvisning på Tinghuset. Nyborg besat og befriet
19.00 Liturgisk andagt i Vor Frue Kirke
19.40 Tappenstreg fra kirken til Dronningens Bastion
20.00 Musik på Dronningens Bastion
20.15 Borgmestertale og fællessang på volden
20.35 Et minuts stilhed
20.36 Frihedsbudskabet
20.45 Kanonsalutering
Dato: 4. maj 2023
Tidspunkt: 17:00-21:00
Sted: Nyborg - på torvet, i kirken og på volden
Arrangør: Nyborg Slot